ICDP

Gode relationer styrker vores fornemmelse af at tilhøre et fællesskab.

Personalets samvær med eleverne, herunder undervisning og pædagogisk aktivitet, tager udgangspunkt i ICDPs metode.

ICDP er en forkortelse af International Child Development Program. Programmet er udviklet i Norge af professorerne Henning Rye og Karsten Hundeide. Programmet er et pædagogisk værktøj, som sætter fokus på kvaliteter i samspil, der understøtter følelsesmæssig kommunikation, og kvaliteter i samspil der har betydning for formidling af læring.

Metoden bygger på otte samspilstemaer.

Samspilstema 1-4 omhandler kvaliteter i samspil, der understøtter følelsesmæssig kommunikation.

Samspilstema 5-8 omhandler kvaliteter i samspil der har betydning for formidling af læring.

Samspilstema 1

At vise positive følelser og glæde for barnet

Det er vigtigt for barnets tryghed, at den voksne er følelsesmæssig tilgængelig, glad for barnet og viser glæde og entusiasme for samværet. Den følelsesmæssige kommunikation skaber udtryk for mange relationelle følelser: glæde, vrede og sorg.

En spejling giver barnet selvværd. Barnet oplever og føler, at det betyder noget, at det har værdi for den voksen det er sammen med.

Samspilstema 2

At justere sig i forhold til barnet og følge barnets udspil/initiativer

I samspillet med barnet er det vigtigt at være opmærksom på barnets ønsker og handlinger, følelser og kropssprog, til en vis grad følge barnets initiativ, og vise interesse for det, barnet er optaget af. Barnet vil opfatte, at den voksne værdsætter dets initiativer, når der svares på dets udspil. Det er vigtigt for udviklingen af barnets selvfølelse, at det får lov til at følge egne udspil, og ikke altid aktiviteter andre har besluttet. Lige så vigtigt det er at handle på barnets initiativ, lige så vigtigt er det at vente, fordi pausen giver barnet tid til refleksion.

Samspilstema 3

At tale til barnet om ting barnet er optaget af, og prøve at få en samtale i gang.

Alle børn har brug for samtaler. Gennem samtaler trænes blandt andet turtagning og tilknytningen. Barnet bliver anerkendt som et selvstændigt individ med intentioner og vilje. Den voksnes udspil, at ville barnet noget, er en anerkendelse af barnets verden som værende rigtig.

Samspilstema 4

At give påskønnelse og anerkendelse til det, barnet klarer at gøre.

Et barn udvikler selvværdsfølelse, når dets initiativer påskønnes. Barnets gå-på mod og nysgerrighed stimuleres gennem anerkendelse. Ved at bekræfte det, barnet magter at gøre, understøttes udviklingen af en sund selvtillid – tillid til egne evner.

Når den voksne gør barnet opmærksomt på, hvad det kan præstere – oplever barnet at være accepteret og kompetent.

Samspilstema 5

At hjælpe barnet med at samle sin opmærksomhed, således at der sker en fælles oplevelse af ting i omgivelserne.

Børn har ofte brug for hjælp til at samle deres opmærksomhed, og dette kan understøttes i samspillet ved at henlede deres opmærksomhed på ting i omgivelserne. Uden en fælles oplevelse af ting i omgivelserne, er det vanskeligt at opretholde en samtale, eller gøre ting sammen. Fælles opmærksomhed er derfor en forudsætning for god kontakt og kommunikation og læring. Den voksne skaber opmærksomhed ved at vise begejstring og entusiasme….at vi "brænder for det". Opmærksomhed er at sætte sig i en andens sted, rette fokus mod noget, have fælles opmærksomhed om et fælles tredje. Dette kan være en ting eller en tilstand. Man kan godt have fælles opmærksomhed, selvom man ikke har samme følelse/holdning til det fælles tredje. Både børn og voksne kan tage initiativet til fælles opmærksomhed. Fælles opmærksomhed er en forudsætning for, at den voksne kan formidle erfaring, og læring kan opstå.

Samspilstema 6

At give mening til barnets oplevelser af omverdenen ved at beskrive det der opleves, og ved at vise følelser og entusiasme.

Ved at den voksne beskriver, giver navn, og viser følelser for det, der opleves sammen, vil oplevelsen blive betydningsfuld for barnet, og udvide barnets opmærksomhed til koncentration.

Det er ikke nok, at barnet ser og oplever "på egen hånd". For at oplevelserne skal give mening, må der ske en formidling gennem omsorgspersonernes beskrivelser og følelsesmæssige reaktioner. Barnet har brug for en "oversætter", for at omverdenen kan opleves som meningsfuld.

Den voksne giver mening til barnets oplevelser, giver barnet følelsen af, at det barnet gør er betydningsfuldt.

Den voksne bekræfter hvad barnet føler, oplever, sanser og giver herved barnet mening, selvfølelse og selvværd.

Den voksne kan spejle sig i barnets følelse, for herefter at trække sig tilbage igen/adskille sig. F.eks. ved spejlende mimik og sprog trøste et barns der har slået sig "Åhh…av , av" for herefter at sige "jeg kan godt forstå, at det gør ondt på dig" Derved har den voksen vist empati overfor barnet.

Følelser giver vores erfaringer mening, og det støtter hukommelsen.

Samspilstema 7

At uddybe og forklare de fælles oplevelser

Dette kan f.eks. ske ved, at omsorgspersonen sammenligner den aktuelle oplevelse med en tidligere. "Kan du huske i går…da så vi også…".

I løbet af barndommen udvikles sproget, og da vil barnet kunne fortælle historier, stille spørgsmål, påpege ligheder og forskelle etc. Men det meget lille barn oplever kun et "nu". Gennem vores uddybelse og forklaring overskrider vi, og går ud over det, barnet oplever her og nu. Et væsentligt bidrag til barnets intellektuelle udvikling.

Der sker en justering i zonen for nærmeste udvikling. Den voksne griber barnets læreproces, og udvider den. Der foregår læring om faktuelle ting og social medlæring. Der er læring i AL samspil – både det den voksne gør og siger samt ikke gør og siger.

Der er et fast asymmetrisk forhold i voksen-barn relationen – den voksne skal skabe almen lyst til læring – åbne op for motivation, og nysgerrigheden mod verden. Erfaringsberigelse og formidling støtter barnet i relation til sin omverden, gør barnet nysgerrigt og motiverer det til nye sammenhænge, som den voksne igen udvider og beriger med sammenligninger, forklaringer og historie.

Samspilstema 8

Positiv grænsesætning

Guide barnet ved at lede, og ved at vise positive alternativer, og ved fælles planlægning.

Barnet har brug for hjælp til at opøve sin selvkontrol, og sin evne til at planlægge. Dette sker i stor grad gennem omsorgsgivers vejledning. Ved at guide barnet trin for trin gennem planlægning styrkes barnets kompetencer. Ideen er her, hele tiden at guide barnet, sætte grænser for hvad der er tilladt, på en positiv måde, ved at pege på alternativer f.eks. "du må gerne", i stedet for oftest at påtale hvad barnet ikke må.

Hjælpe barnet på længere sigt med at problemløse - at forholde sig til en situation/opgave, at lægge en strategi, og kunne handle ud derfra. Den voksne skal skabe en tydelig markering af start og slut, hvilket er med til at skabe struktur og sammenhæng i rum og tid, og hjælper barnet til at skabe overblik over situationen. Den positive ledelse af barnet, understøtter udviklingen af et positivt miljø, hvor det er muligt for barnet at lære. Det er vigtigt at kunne bevare en asymmetrisk tilstand i barn-voksen relationen. Den voksne evne til empati er meget vigtig. Den voksne skal kunne se barnet med ret til egne oplevelser, og kan herefter lede barnet – formidle og udvise normer.